SMV med unikke produkter er klar til at vækste
Jan Michaelsen ejer Spangkilde Teknik ApS. Virksomheden producerer en række produkter og tekniske hjælpemidler, der forbedrer arbejdsmiljøet i flere brancher.

Jan Michaelsen, Spangkilde Teknik.
Virksomheden startede som underleverandør til industrien, men har i de senere år satset mere på at producere egne produkter.Jan har følgende at fortælle om virksomhedens historie og styrker:
”Vores styrker er god kvalitet, vores know-how, vores gode service hele vejen og vores maskinfabrik. Med de produkter vi producerer, kan man forbedre arbejdsforholdene i sin virksomhed og undgå tunge løft – det ses på bundlinjen – med færre sygedage og bedre arbejdsflow. Styrken er, at der sidder en her i huset, som kan lave tegninger og er en slags Georg Gearløs. Det har skaffet en masse gode kunder og opgaver inden for spåntagning og fræsning og vores egenproduktion. Vi har været ude og sælge vores egne produkter i markedet, og vi skræddersyr produkterne efter det kunden gerne vil have. F.eks. har vi leveret ca. 70 industri arbejdsborde til Nilan, som vi har udformet specielt til dem. Hos Nilan hjalp det dem meget. De fik ca. 32 pct. mere igennem efter at have investeret i vores solide arbejdsborde. De virksomheder, som vi sælger produkterne til, siger ofte, at dem skulle de have købt for 10 år siden. Vi aldrig fået noget retur. Så kunderne er rigtig glade for vores produkter. I 2001 mistede vi mange drejeopgaver, da meget blev flyttet østpå. Vi havde maskinparken og vi lavede en MC-lift. Vi tog på messe og solgte i første omgang 32. Nu er vi oppe på ca. 1800 MC-lifte rundt omkring i folks garager og virksomheder. Det greb om sig og vi satte en produktion i gang af specialborde og kistevogne også. Vi har leveret ca. 470 kistevogne til de danske kirker og 35 til Sverige. Nu bliver vi ringet op af sygehuse og krematorier også, så det er en stor produktion. Vi vil gerne forny os og også afsøge nye markeder. Vi skal på messe i Norge nu og opdyrke det marked også. Og så vil jeg fremhæve vores samarbejde med Væksthuset. Det samarbejde har vi været meget glade for. Vi har ikke 10 mand til at sidde og sælge, så som lille virksomhed var det en god hjælp. Vi lægger desuden rigtig meget energi i vores hjemmeside, Facebook, Instagram, LinkedIn og SEO-optimering – og vi har desuden et rigtig godt samarbejde med WorkDigital - som er et andet lokalt firma - omkring SEO og markedsføring og på den måde forsøger vi at holde os opdaterede. Det har også givet salg til Australien af varmepumpevogne”.
De 17 verdensmål og samarbejde med kommunen på den sociale indsats
I hverdagen føler Jan, at SMV’erne til en vis grad bliver overset i Hedensted Kommune. Han mener dog, at det er blevet bedre. Og så er han glad for samarbejdet med kommunen omkring CSR-indsatsen:
”Erhvervsafdelingen i Hedensted kan hjælpe de små virksomheder videre i deres processer. Men jeg kan kun sige, at jeg ikke føler, at jeg har haft en stor kontakt med kommunen og jeg tænker ikke, jeg kan kende forskel på at drive virksomhed i Horsens eller Hedensted. I sin tid mødte jeg Johannes Grane Larsen (tidligere erhvervschef). Han gav en masse gode input til hvordan vi kunne komme videre. Det savner jeg lidt mere af. Jeg synes at kommunen har travlt med at bygge nye store ting og tiltrække store virksomheder, og her synes jeg godt, at vi små virksomheder kan blive glemt lidt. Jeg har altid været med i det sociale arbejde i kommunen og vi har haft mange skolebørn nede forbi fabrikken. Og givet personer på kanten af arbejdsmarkedet en chance. Det er jeg glad for, og der er samarbejdet med kommunen godt. Den del har vi haft stor glæde af at deltage i. Og så synes jeg, det var fantastisk at det i år til nytårskuren var en lille virksomhed som blev fremhævet. Derudover er vi lige gået i gang med et samarbejde med kommunen om at få lavet en bæredygtighedsrapport”.
Stort eksportpotentiale på kistevogne
Selvom Jan savner anerkendelse af den indsats, som foregår ude i de små og mellemstore virksomheder i Danmark, er han meget bevidst om det potentiale, som de særlige produkter i hans virksomhed repræsenterer:
”Vi knokler røven ud af bukserne for at få det hele hænge sammen ude i de små virksomheder. 80 pct. af Danmarks virksomheder er små virksomheder. Dem skal vi blive bedre til at anerkende og hylde. Vi har haft både kirkeministeren og Troels Lund nede to gange. Det er vi stolte af. Men vi synes ikke at der er opmærksomhed nok på SMV-området. Det vi har hernede kan eksplodere. Der er 2.200 kirker i Danmark og vi har haft eksportrådet forbi. De spørger på ambassaderne i Sverige, Norge og England. I England alene er der 24.000 kirker. Så der er et kæmpe potentiale for vores kistevogne. Det helt unikke ved os er, at vi lytter til kunderne og har specialfremstilling af vores produkter. Vi laver specielle opbygninger på bestilling”.
Kundelisten er lang – men Spangkilde Teknik ApS vil endnu længere ud
Jan vil gerne vækste Spangkilde Teknik ApS. Som han siger, sidder virksomheden med nogle rigtig gode produkter. Vi har kunder som LEGOLAND, Experimentarium, AROS, Trapholt, ABB, Blücher, Region Nordjylland, Bygtjek og mange flere. Og med den rette tilgang til nye markeder, er det ikke umuligt, at eksporten af især vores kistevogn eksploderer:
”Spangkilde Teknik ApS er i den ideelle verden større. Vi skal ud over dørtrinnet. Der er som tidligere skitseret mange muligheder med vores produkter. Vi satser på en større eksport med de specielle produkter vi kan levere. Alt er åbent, og i første omgang satser vi på Europa. Potentialet med vores kistevogn er stort, og i Danmark dør der hvert år 60.000. Det tal kan du så procentvis gange op i vores nabolande. De afdøde skal jo flyttes. Det er en industri man ikke lige ser. Der er et kæmpe potentiale i det her. Vi mangler bare lige at få en på sidelinjen, som kan bringe os det sidste stykke ud over rampen. Her tænker jeg, at en aktiv investor kunne være et godt træk. En med de rette kompetencer. For som sagt kan det her blive rigtig stort”.
Faktaboks
Spangkilde Teknik ApS producerer tekniske hjælpemidler. Spangkilde sælger flytbare hæve/sænke arbejdsborde til industrien, kistevogne og kistereoler, hydrauliske MC-lifte, varmepumpevogne og Vinduesløftere. Spangkilde Teknik ApS laver også spåntagende bearbejdning af metalemner, som f.eks. cylindere. Virksomheden vil være de bedste på feltet, og maskinparken er altid opdateret, ligesom materialerne er af den bedste kvalitet. I den del af produktionen arbejder virksomheden som underleverandør til industrien. Derudover fokuseres der på den grønne profil, med ansvarlig bortskafning af rester fra produktionen. Metalspån sendes til genanvendelse og farligt affald sendes til certificerede virksomheder, der er eksperter i håndtering af den slags.
Spangkilde Teknik ApS ligger på Spangkildevej 13-15, 8722 Hedensted. Se mere på www.spangkilde.dk