Gå til hovedindhold

Supermarked med stort socialt engagement

Henrik Hornemann er uddeler og daglig leder i SuperBrugsen Tørring. Han fortæller her om den lokale forankring, samt butikkens øvrige styrker og udfordringer:

Tørring Brugsforening

Indhold

    ”Vores styrker er vores meget lokale forankring. Vi gør det, som vi tror er rigtigt for virksomheden, men også rigtigt for byen. Vi kan træffe vore beslutninger lokalt. Både med hvilke tilbud vi kører og hvilke investeringer vi foretager. Vi kan tilbyde alt det kunderne skal bruge til hverdag og til fest. Vi har en stor slagter afdeling, hvor vi producerer vore egne friske slagtervarer. Og så er det vigtigt at fremhæve, at den bærende medarbejderstab er faglært personale. Det er uanset om det er slagtere, delikatessemedarbejdere eller dem ude i butikken. Vi er uddannede i det vi laver. Og for Tørring, som selvstændig brugsforening, er det byen, som høster det eventuelle overskud vi laver. Det kan være i form af sponsorater til lokale foreninger. Under corona havde vi rigtig gode resultater og der skruede vi op for investeringer og sponsorater. Vi er i en branche med stor konkurrence, både lokalt og på landsplan. Avancen er procentmæssigt under voldsomt pres, samtidigt med at omkostningerne stiger. Vi er utroligt tæt på driften og er ikke afhængige af kvartals- eller halvårsregnskaber. Men vi kan se en bundlinje hver eneste dag. Derfor er vi meget omstillingsparate og kan meget hurtigt se en effekt af de tiltag, som vi implementerer”.

    Den grønne omstilling er også noget, der tages højde for i SuperBrugsen i Tørring. Også her tænkes samspillet med byen ind:

    ”Vi har set at energiomkostningerne er gået op de seneste år, hvor vi har skullet prioritere vores investeringer. Vi skifter drivmidler på vores køl- og frost bokse i hele butikken. Vi går væk fra freon og går over til CO2 i stedet. Der er en tredelt baggrund for investeringen. Dels er det miljømæssigt bæredygtigt og økonomisk bæredygtigt. Så er der også lovkrav om at freon skal udfases inden 2030, så der er vi proaktive. Og så skulle noget af vores materiel udskiftes alligevel. Det er en samlet investering på 6,2 millioner. I den forbindelse bruger vi også en halv million på varmegenindvinding. Den varme, som vores køl og frys genererer, sender vi ikke bare ud i atmosfæren, men dirigerer den til Tørring Kraftvarmeværk, så den også gør gavn ude i husstandene. Forsigtige beregninger siger, at vi kan forsyne os selv med 70 pct. af varmeforbruget med dette tiltag. Om sommeren bruger vi ikke meget varme, så der får husstandene glæde af dette. Den overskudsvarme vi sender til kraftvarmeværket dækker ca. 7 husstandes forbrug. Det er super grønt for miljøet og godt for alle parter. Jeg forventer en tilbagebetalingstid, som forsigtigt sat, har en periode på 4 år. Så det giver også mening økonomisk. Og ud over varmen, kommer vi med denne investering også til at spare meget på strømmen. Så vores investering giver mening forretningsmæssigt og bæredygtighedsmæssigt. Desuden har vi sat ladestandere op til elbiler, så vi også kommer med på den rejse. På den korte bane er det ikke en god forretning for os. Men det er et tilbud til Tørrings borgere. Så må tiden vise om der kan blive en god business case for os i at have ladestandere.”

    Sammenhængskraft og dialog

    Henrik har drevet SuperBrugsen i Tørring i mange år. Og igennem sin involvering i råd og foreninger, har han et godt indtryk af samarbejdet med kommunen og de øvrige centerbyer:

    ”Jeg er godt tilfreds med at drive virksomhed i kommunen. Jeg synes altid igennem mine 17 år i kommunen at der er kort afstand mellem kommunen og virksomhederne. Især i de seneste 5-7 år. I kraft af min tid som formand som handelsstandsforeningen, har jeg haft en tæt kontakt med kommunens forskellige afdelinger. Og så har jeg også siddet i udviklingsrådet. Jeg er formand for cityforeningen, som er en sammenslutning af de tre centerbyers handelsstandsforeninger. Med den konstellation kan vi tale med fælles stemme og i dialog med kommunen give udtryk for, hvad vi efterlyser fra deres side. Vi har et elektronisk gavekort, som kan indløses i alle tre centerbyer – og det har kommunen hjulpet med at facilitere. Vi har en overordnet fællesinteresse, men der er engang imellem flere veje til målet. Så dialogen er god og vi føler os hørt. Men selvfølgelig kunne vi godt tænke os en endnu større indflydelse”.

    Byens bedste for øje

    Adspurgt om hvor SuperBrugsen i Tørring gør en forskel i hverdagen, svarer Henrik:

    ”Det er igen vores meget lokale forankring. Vi kan træffe nogle beslutninger om eksempelvis varer på hylderne som ikke giver super god økonomi, men som vi synes kunderne fortjener. Og så solgte vi den jord, som kommunen har opført deres bygninger på. Den solgte vi med et tab og det har vi måske altid vidst ville blive en realitet, men så havde vi også en større indflydelse på byens udformning og hvordan byen udvikler sig”.

    Selvbestemmelse, kvalitet og den gode indkøbsoplevelse

    Henrik fortæller om fremtiden for SuperBrugsen i Tørring, at de bærende værdier fortsat skal udtalte:

    ”Vi vil gerne sikre et supermarked i Tørring, hvor vi rater højt på den totale indkøbsoplevelse med egen slagter osv., trods konkurrencen i detailhandlen og et marked, som går mere og mere mod discount. Når avancen bliver mindre og arbejdskraften dyrere, bliver det sværere og sværere at drive supermarked, som vi gerne vil. Vi vil også gerne forblive en attraktiv arbejdsplads, hvor de unge mennesker kommer og får deres første job, men også en attraktiv arbejdsplads, hvor fagligheden inden for detailhandlen stadig er i højsædet. Da jeg startede her for 17 år siden havde vi tre mål. Og med den grønne investering på køl og frys, som vi er ved at være igennem, har vi nået dem. Så i fremtiden kan der ske flere forandringer, men det skal være en tilpasset Tørring-model og ikke en ren COOP-model. Vi vil gerne fortsætte med at levere den høje kvalitetsmæssige indkøbsmulighed til borgerne i byen”.

    Faktaboks

    SuperBrugsen Tørring er en selvstændig virksomhed, hvor COOP er leverandør. SuperBrugsen i Tørring startede i 1888, og er dermed en af Danmarks ældste brugsforeninger. Butikken tæller ca. 47 medarbejdere, hvoraf halvdelen er fuldtidsmedarbejdere, og den anden halvdel er fritidsjobbere. Varerne i SuperBrugsen er overordnet set produceret med respekt for mennesker, dyr og miljø. Blandt andet har COOP siden 2016 haft deres eget dyrevelfærdsmærke, hvor standarden går længere end det statslige dyrevelfærdsmærke.