AutoMester E+ Spettrupvej
Alex Westphalen er indehaver af AutoMester E+ på Spettrupvej. Han taler her om virksomhedens styrker og udfordringer:
”Vores styrker er at vi reparerer og servicerer biler samtidig med at vi tænker på miljøet. Vi har affaldssortering og bæredygtighed inkorporeret i de daglige rutiner. Og så sætter vi pris på at der er rent og pænt – også når vi afleverer kundernes biler. Hvis det skal koste os en ekstra time for at kunden er glad – uden at det skal faktureres gør vi gerne det.
Der er også nogle udfordringer ved at drive autoværksted med den teknologiske udvikling. Men det er let at få hjælp til tingene, hvis vi er i tvivl. Fejlfinding på de nyere biler er lidt kompliceret, men vi finder altid en god løsning. Det går sindssygt stærkt på elbilmarkedet med ny teknologi og nye batterier og så videre, så vi gør meget ud af at holde os opdaterede og efteruddannede”.
Kommunens Erhvervsafdeling er en fin sparringspartner
Alex har et mål om at deltage mere i arrangementerne fra Hedensted Erhverv, og han er glad for den sparring og tilgængelighed, som han oplever:
”Jeg synes det er fint at drive virksomhed i Hedensted Kommune. Jeg har lige deltaget i By Night nede i byen, hvor jeg promoverede min egen virksomhed, og fik budskabet ud omkring hvem vi er. Målet er at deltage i netværk og iværksættermesser, og hvad der ellers er. Jeg har et godt samarbejde med erhvervschefen, Heidi Baltzer Schmidt, som er en god sparringspartner. Hun holder øje med hvad der sker, og er altid opdateret på, hvad vi kan implementere af nye tiltag. Hvis jeg er i tvivl om noget, kan jeg altid ringe til erhvervsafdelingen, og så kommer der et svar eller tingene bliver i hvert fald undersøgt”.
Loyale kunder
AutoMester E+ på Spettrupvej er præget af ordentlighed, og det er vigtigt for Alex, at der er rent og pænt. Det tror han også kunderne sætter pris på:
”Jeg har et stort dækhotel, så jeg kan opbevare folks hjul til en rigtig favorabel pris. Og så har jeg kunden i fokus – man må aldrig glemme, at det er kunderne der skal være glade og gerne komme igen. Jeg har mange loyale kunder, og med 300 sæt hjul opbevaret, må man sige, at vi har en god kundekreds. Men vi har altid plads til flere. Vi har også et venterum, hvor kunderne kan sidde og vente i rene omgivelser på, at deres biler bliver færdige. Jeg kan ikke lide rod i butikken. Det virker ikke professionelt”.
Bæredygtighed prioriteres
På værkstedet på Spettrupvej bliver der tænkt over bæredygtighed. De mange tiltag, som virksomheden har implementeret, koster lidt ekstra, men Alex mener, at det er det hele værd:
”En af visionerne er synlighed og genkendelighed. Alle i nærområdet er, at alle skal vide hvem jeg og virksomheden er. Og så vil jeg gerne vækste. Ikke være et kæmpeværksted, men gerne 1-2 ansatte mere. Og så være med til at udlære nye mekanikere og lære de unge mennesker om faget. Et fokus er også den grønne omstilling, og det er en retning, hvor vi gerne vil udvikle os yderligere, selvom vi lige pt. er godt med. Som nævnt gør vi meget ud af affaldssortering og med hensyn til bæredygtighed har vi solceller på taget og vores dækleverandører inddrager genanvendte materialer i deres produktion. Hvis alle gør lidt, tror jeg vi kommer langt. Vi har stort fokus på plastaffald. Vi anvender papbægere til vores kaffe som et eksempel. De ting koster noget, men det er det værd mener jeg. Det er derfor jeg har fået E+ i titlen på mit Automester værksted. Vi gør hvad vi kan for den grønne omstilling og planter et træ efter hvert bileftersyn. Kort sagt bekymrer vi os om planeten og personalet, dog uden at det går ud over vores serviceniveau over for kunderne”.
Faktaboks
AutoMester E+ ved Alex Westphalen ligger på Spettrupvej 7, 8722 Hedensted. Værkstedet har åbent fra 08.00 – 16.00 mandag til torsdag og 08.00 – 14.00 fredag. På værkstedet udføres alle former for reparationer og service af biler – uanset om de kører på brændstof eller el, eller det er en hybridbil. Desuden råder virksomheden over et stort dækhotel, hvor kunder kan opbevare deres hjul, når der skiftes om fra sommer eller vinter. Du kan læse mere på virksomhedens hjemmeside: www.aw-s.dk