Gå til hovedindhold

Kvalitet og høje standarder

Marlene Thomassen fra Sverdrup Steel A/S fortæller her, hvordan de høje branchestandarder stiller krav til virksomhedens produkter: 

Sverdrup Steel A/S

Indhold

    Kvalitet og høje standarder

    ”Styrkerne er, at vi er anderledes i forhold til dem, som opererer inden for samme berøringsflade. Vi henvender os mere til nichevirksomheder som olie- og gasindustrien, hvor der er flere specifikationer i forhold til hvad produktet skal kunne modstå. Det betyder, at vi har ret godt styr på vores forsyningskæde, så materialerne lever op til de standarder der kræves. Forholdet til vores leverandører går langt tilbage og er rigtig godt. Vi er født ud af den norske olieindustri, og der er en standard, der hedder NORSOK. Det betyder, at produkterne og materialerne er ensartede fra gang til gang. Det er sindssygt vigtigt i forhold til en industri, som olie og gas. Så vi sælger et high-end produkt, som vi er stolte af, og som kunderne kan stole på. De mennesker vi har ansat skal følge den ånd også – hele vejen igennem.
    Det er altid en udfordring, når man har konkurrenter, som bevæger sig ind på vores felt, hvis de ikke er gode nok. Det kan skabe forvirring hos kunderne. For det er typisk nogen, som lige er inde og så er ude igen, idet de ikke har den fornødne know-how og kvalitet. Men vi er gode til at pleje vores kunder – der er mange som har været hos os i mange år. Og når der er vildt meget tryk på kedlerne i samfundet, er der meget at lave i branchen med rustfri metaller. Ligeledes omvendt, når økonomien er i afmatning”.

    Tilfældet bragte virksomheden til Hedensted

    Byggegrunden i Hedensted Kommune var ikke den første, som var i spil for Sverdrup Steel A/S. Marlene fortæller:

    ”Vi valgte Hedensted, men vi startede med at kigge i Lund, for det var der, mægleren viste os den første grund. Hedensted grunden var meget større og meget dyrere end den første vi kiggede på. Men så satte myndighederne en stopper for Lund projektet, da der var bekymringer om dyrelivet derude. Vi har opsagt vores lejemål i Oslo, så vi skulle i gang med det samme – vi var meget tidspressede. Hedensted grunden var også præpareret i forvejen, og det var en stor fordel. Vi skal gerne være operationelle første december, og ros til Mortensen Gruppen for at have arbejdet på højtryk for at være klar med vores projekt. Men også stor ros til Hedensted Kommune for at have skaffet os en byggetilladelse på ca. 14 dage. Det var Mortensen Gruppen ligeledes meget imponerede over. Det er en meget stor investering, og vi bygger for at vækste ud i Europa”.

    Nichen kræver viden

    Sverdrup Steel A/S har to metallurer i medarbejderstaben. Deres enorme viden om metaller og legeringer ruster Marlene og de andre sælgere i virksomheden med support fra baglandet:

    ”For alle medarbejdere er det vigtigt, at de ved hvad vi sælger. Min egen læringskurve har været meget stejl. Jeg skal have et minimum af basisviden på vores varer, selvom jeg ikke er metallur. Og når jeg så kan få teknisk support af vores to metallurer i baglandet, er jeg godt rustet. Vores legeringer er meget dyrere end mange andre produkter, men kvaliteten er tilsvarende meget bedre. Vi har ikke så mange tons på lager som en gennemsnitlig dansk grossist, men det har en meget højere værdi, og skal kunne levere noget andet. Vores produkter skal kunne holde til ultrahøje påvirkninger. Derfor rører vi heller ikke ved andet – det er der nogle andre der er gode til, og det er ikke det, vi har fokus på”.

    God platform for Europæisk vækst

    Placeringen af de nye lagerfaciliteter i Hedensted understøtter på glimrende vis virksomhedens strategiske vision:

    ”Med den her nye placering, hvor vi højner mængden af materialer på lager, vil vi vækste i Europa. I Norge er vi rigtig godt kendt, og servicerer meget succesfuldt den norske olie- og gasindustri. Fra Hedensted har vi fokus på Europa. Der er langt fra Stavanger til Milano eller andre steder, som efterspørger vores varer. Så vi vil vækste og udbrede vores navn mere sydover. Og komme i betragtning til nogle projekter, som var svære at komme ind i fra vores norske position. Jeg har været med siden 2013, og første gang jeg hørte om det her nye projekt var i april 2023, så at det går så stærkt, er for en salgsperson som mig super fedt. Man vil det virkelig. Det er et eventyr, og der er kort fra tanke til handling. Og så glæder vi os til at få et samarbejde op at køre med de lokale virksomheder i Hedensted og omegn. De er velkomne til at rette henvendelse eller at kigge forbi, så vi kan lære hinanden at kende og måske indgå nogle gode samarbejder”.

    Faktaboks

    Sverdrup Steel A/S er leverandør af forskellige stållegeringer til olie- og gasindustrien. Virksomheden er en stor spiller på det norske marked, men vil gerne vækste forretningen i resten af Europa. Derfor har Sverdrup Steel A/S åbnet en afdeling i Hedensted, som skal servicere kunder uden for Norge. Produkterne er underlagt strenge krav og specifikationer i forhold til, hvad de skal kunne holde til af tryk og andre påvirkninger. Det er en niche, hvor virksomheden excellerer kva produkternes kvalitet, virksomhedens forsyningskæde og medarbejderne høje standarder i branchen. Sverdrup Steel A/S ser frem til sit virke i Hedensted Kommune.