Sikring af virksomheder og kritisk infrastruktur
Justface laver adgangskontrol med ansigtsskan, så man kan bruge ansigtet i stedet for kort, koder og nøglebrikker. Det er meget sikrere og meget nemmere.

Pernille Simmelkiær Larsen er direktør i Justface og hun fortæller her om virksomhedens styrker:
”Vores styrker er, at vi er meget specialiserede og vi er nogle af de bedste i verden til biometri. Vores algoritmer er ca. 90 gange stærkere end det, vi kender fra en telefon. Det vi bruger vores algoritmer til, er adgangskontrol, og der er de klassiske algoritmer ikke stærke nok. Så det er poweren i vores teknologi.”
Justface undersøgelser viser at 94-95 pct. af danske virksomheder har forældede sikkerhedssystemer. Det har virksomheden specialiseret sig i at skifte ud med ansigtsskan og lukker dermed et vigtigt sikkerhedshul, da kort koder og nøgler nemt kan deles, tabes eller lånes ud. Det kan et ansigt ikke.
”Noget som både er enormt positivt, men også krævende er GDPR. Vi behandler meget persondata, og det har været en kæmpe udfordring for hele vores udviklingsteam at sørge for at vores compliance er helt i top. Det har også krævet mange ressourcer, men i dag er det en kæmpe konkurrencefordel, for der er ikke mange andre der lever op til de godkendelser og standarder på det niveau, som vi gør”.
Stort opland til rekruttering
Pernille er glad for placeringen i Hedensted. Dels har virksomheden fået sparring af både Hedensted Erhverv og Erhvervshus Midtjylland, og dels gør placeringen det let at rekruttere:
”Jeg synes det er fantastisk at drive virksomhed i Hedensted Kommune. Vi er meget glade for at ligge i Hedensted. Dels har vi fornøjelsen af at ligge sammen med andre virksomheder. Og så har vi dejligt meget plads. Det er noget andet end i storbyen. Og så føler jeg, vi er blevet støttet hele vejen af Hedensted Erhverv og Erhvervshus Midtjylland. Jeg har prøvet at drive forretning i en større by, og der er ikke det samme overskud til at supportere. Desuden har vi med denne placering et stort opland, hvor vi kan rekruttere fra Fyn, Trekantsområdet og helt op til Aarhus”.
Ændret trusselbillede
Den uro, som eksisterer i verden pt., smitter af på det trusselsbillede vi oplever i Danmark og resten af Europa. Pernille fortæller:
”Vi er ude på en mission, hvor vi gerne vil passe bedre på virksomheder. Mens vi har været i markedet, er vi gået fra et meget tillidsbaseret samfund, til et helt andet trusselsbillede. Rigtig mange virksomheder har forretningshemmeligheder og kritisk infrastruktur. Hele trusselsbilledet er markant ændret og det skal vi vænne os til. Derfor er der behov for disse kraftige værktøjer, hvor vi hjælper virksomhederne til at sikre sig i den verden vi er i, i dag. Og det er et nødvendigt skifte mange steder, for de personer, som ikke skal ind, er også blevet mere sofistikerede i deres tilgang. Vi kan operere i Danmark med stærke værktøjer, hvor den etiske og GDPR-mæssige del også er på plads. Og så er vores løsning tilpasset til virksomheder, hvor systemet passer ind i eksisterende drift og til nogle priser, hvor alle kan være med”.
Vækst på det europæiske marked
Processen med at vækste i Europa er undervejs, og Justface har i dag etableret sig i forskellige lande, hvor flere er på vej:
”Vi vil gerne ud at hjælpe virksomheder i Europa. I dag er vi i Grønland, Bulgarien og Rumænien, og så er vi på vej ind i Tyskland og i Sverige. Vi får flere og flere opgaver med høj sikkerhedsprioritet af national karakter, og det er vi også meget optagede af. I dag er vi omkring 10 medarbejdere og jeg ser for mig, at vi indenfor nogle år er ca. 50 medarbejdere i Danmark, og også vil vækste i nogle hubs rundt omkring i Europa.
Afslutningsvis vil jeg komme med et lille opråb til alle danske virksomheder; pas godt på jeres sikkerhed – der er meget at beskytte - det går vi meget op i!”
Faktaboks
Justface laver ansigtsgenkendelsesteknologi. Virksomhedens produkt er mere præcist end mange andre løsninger på markedet. Teknologien er effektiv under alle vejrforhold, bevægelser og i alle belysningsforhold. Derudover overholder Justface teknologien EU’s regulativer og kan anvendes GDPR-compliant. Produktet bruges i flere forskellige brancher, hvor identitetsgenkendelse er afgørende. Det gælder kritisk infrastruktur, fitnesscentre, virksomheder og byggepladser. I disse sektorer er Justface med til at sikre uovertruffen sikkerhed og operationel effektivitet samtidig med en høj grad af brugervenlighed.