Ny virksomhed i kommunen er glad for modtagelsen
Nichlas Pagh er indehaver af virksomheden NP Automation ApS, som oprindeligt kommer fra Haderslev egnen, men er flyttet til Løsning. Nichlas har følgende at sige om virksomhedens styrker:

”Jeg vil sige, at vi er meget kvalitetsbevidste, fleksible og har mulighed for at udføre jobs indenfor alle nicher med vores specialiserede medarbejdere. Vi kommer hele paletten rundt. Vi er en mindre virksomhed indtil videre og har et rigtig godt sammenhold. Der er ikke langt fra dem på gulvet og ind til mig på kontoret. Vi har været heldige at komme ind på markedet på et rigtig godt tidspunkt, så vi har ikke haft de store udfordringer. Vi lærer hele tiden, og bliver bedre på alle parametre”.
Positivt at komme til Hedensted Kommune
Velkomsten i kommunen har imponeret Nichlas, som har et godt samarbejde med både de øvrige virksomheder i kommunen, jobcenteret og Hedensted Erhverv:
”Vi er blevet taget rigtig godt – faktisk overraskende godt – imod. Vi kommer nede fra Haderslev, og der så vi aldrig nogen fra kommunen. Indenfor de første fire uger i Hedensted Kommune havde vi haft flere besøg fra kommunen med tilbud om hjælp til forskellige ting. Og så har vi ansatte, der har været på kanten af arbejdsmarkedet. Det har kommunen også hjulpet med. Ligesom de andre virksomheder i området også har taget godt imod os – vi har flere store lokale kunder i nærområdet. Så jeg vil sige at vi er faldet godt til. Og Hedensted Erhverv er gode til at hjælpe når der er nogle problemstillinger. Bl.a. havde jeg på et tidspunkt overskud af el komponenter, og der kom Claus Bayer fra Erhverv med nogle kontakter, som kunne aftage dem på en måde, der giver mening, i stedet for bare at smide dem ud”.
Tovejs fleksibilitet
I NP Automation ApS har medarbejderne stor medindflydelse på løsningen af opgaver. En fleksibilitet der går begge veje:
”Vores fleksibilitet og alsidighed er unikt. Og så går vi meget op i medarbejderpleje. Indenfor de rammer der er, kan medarbejderne selv tilrettelægge opgaverne og gå til dem, som de ønsker. Den fleksibilitet går også den anden vej, så når der er et projekt, der brænder på eller er akut, stiller der altid flere medarbejdere op til at løse det med det samme. Vi har nemmere ved at løse svære opgaver i og med vi har et stort netværk vi kan trække på. Vi løser tingene med det samme og efterlader ikke opgaverne inden vi tager hjem og har løst opgaven. Om det så er i Danmark eller Spanien eller i Norge”.
Vækstmål og grøn omstilling
Der er høje ambitioner i NP Automation ApS. Virksomheden vil dog holde fast i de nuværende værdier og de gode samarbejdsrelationer:
”Vi er faktisk er et rigtig godt sted. Men visionen er at skalere op. Dog skal vi holde fast i den gode kommunikation internt. Vi leverer eltavler og servicerer maskiner rundt omkring i landet, og på sigt vil vi gerne kunne producere vores egne maskiner i huset, for også at kunne hjælpe vores kunder på den måde. Om det så er et procesanlæg til et mejeri eller om det er en pakkelinje til et bageri eller noget helt tredje, vil vi gerne på sigt være leverandører der. Og så vil vi gerne arbejde med vores grønne profil og kunne leve op til verdensmålene, og måske endda blive co2 neutrale. Rejsen er i gang, ment på den måde, at arbejdet er påbegyndt, men det er omfattende. Det vil vi helt sikkert også prioritere fremadrettet”.
Faktaboks
NP Automation ApS er el-leverandør med løsninger til industriel automation. Virksomheden håndterer elinstallationer og el-service på alle maskiner der indgår i produktionsvirksomheder. NP Automation ApS står klar til at rykke ud når som helst – også ved akutte behov. Med base i Løsning servicerer virksomheden primært virksomheder i trekantsområdet, men har kunder over hele landet, samt i udlandet. Det er vigtigt for NP Automation ApS at kunderne er glade – hver gang. Derfor sætter virksomheden en ære i arbejdet, hvor præcision og kvalitet er nøgleord i plejen af de gode kunderelationer.