Traditionsrig familievirksomhed med fantastiske medarbejdere
Jens Erik Iversen er adm. direktør og medejer i Sukup Europe (det gamle DanCorn), som leverer og installerer anlæg til tørring af afgrøder. Han fortæller her om virksomhedens styrker:

”Vi er en 70-årig familieejet virksomhed, med fantastiske medarbejdere som primært leverer kornanlæg. Mere præcist kan det ikke siges. De seneste år har vi været heldige og fået gode medarbejdere tilbage til virksomheden, samt bibeholdt mange af de gode medarbejdere vi har allerede. Familieejerskabet gør, at vi kan træffe hurtige beslutninger. Vi har 12.000 kvm. Lager, så vi har pølser i karret hvis der kommer kunder. Da corona-tiden buldrede kunne vi rigtig se værdien af vores lager setup især med vores generelle deadline, klar inden høst. Det er en deadline, som ikke flytter sig selvom der er bump på vejen. Så vores lager er normalt justeret ind så vi har styr på logistikken og klar til at nå den deadline, der som sagt hedder høst – hvert år. Derfor er vi en sæsonvirksomhed, der har forståelse for vores kunder sæson og omvendt er vi også heldige med at vores kunder har forståelse for vores arbejde og planlægning. Det samspil er vi meget taknemmelige for. Så kan både de og vi kan drive vores virksomheder i samspil uden ekstra store omkostninger”.
Engageret kommune
Beliggenheden i Hedensted Kommune er Jens Erik godt tilfreds med. Han oplever en ægte interesse fra både kommunen og erhvervsafdelingen i forhold til hvordan det går ude i virksomhederne:
”Jeg er rigtig godt tilfreds med at drive virksomhed i Hedensted Kommune. Jeg er glad for, at der er en lyst til at kommunen kommer os i møde og at vi både har en erhvervschef og en borgmester, som er interesseret i hvordan det går ude i de enkelte virksomheder. Vi har for nylig haft en medarbejder på et lederkursus arrangeret af Hedensted Erhverv. Det var rigtig godt. Og så synes jeg at nytårskuren er rigtig fin arrangeret – det fungerer godt. Men ellers er vi ikke storforbrugere af de tilbud, der er. Vi lykkes fint med vores rekruttering de gange vi har haft brug for det, så beliggenheden og infrastrukturen har vi ingenting at udsætte på.
Noget andet i forhold til kommunens støtte. Vi hjalp 64 ukrainere fra vores søsterfirma til landet, og sammen med frivillige fra Juelsminde området, hjalp vi dem i de første 3-5 måneder og Hedensted Kommune har i den forbindelse gjort et kæmpe stykke arbejde med samtidig og efterfølgende at håndtere disse mennesker. Selvom det var/er en svær opgave, som for os alle ikke var så lige til er det efter omstændighederne lykkedes rigtig fint. Dog tror jeg at vi alle er enige om vi som land/stat kan lære meget af opgaven, så vi kan agere enklere, da dette desværre nok ikke var sidste gang”.
Troværdighed fremfor alt
Jens Erik understreger at virksomhedens deadlines, ikke står til diskussion:
”Det, der gør os unikke er, at vi faktisk har et simpelt slogan der hedder: Vi holder det vi lover. Det er en grundsten i vores strategi. Det koster somme tider, men vi løber ikke fra det vi lover. Det er tilbage til det med vi normalt har deadline den første august. Vi kan ikke undskylde os med force majeure og alle mulige andre ting. Kunden forventer at alt er på plads til høst, og hvis det ikke er tilfældet, begynder vi at få et dårligt renomme. Så hvis vi ser en deadline, der er ved at skride pga. vejr, leveringer eller noget andet, har vi altid den mulighed at mande op på personale, hvor vi hyrer ekstra ind for at nå projekterne til tiden. Selvom det koster os på budgetterne. Vi holder det vi lover”.
Det handler om at nyde rejsen
I forhold til fremtiden og udviklingen af Sukup Europe fortæller Jens Erik, at der er flere ting der skal fortsætte som de gør nu:
”Vi vil fortsætte vores organiske vækst, og vil også fortsat være en god arbejdsplads for de medarbejdere vi har og sørge for at de kunder vi har får en god oplevelse af at det de får stemmer overens med det vi siger. Vi skal huske også indimellem nyde den rejse vi er på, mens vi er på den. Vi leverer flere og flere industrianlæg, hvor vi i gamle dage primært leverede mange landbrugsanlæg. Det er en stor ændring vi er glade for, men vi vil fortsætte fokus med landbrugsanlæggene også. Vi har selvfølgelig et par ting mere i ærmet, som jeg ikke vil løfte sløret for”.
Faktaboks
Sukup Europe er specialister i tørring, opbevaring og håndtering af de fleste afgrøder. Sukup koncernen har produktionsfaciliteter i USA og Ukraine. Virksomheden sælger og rådgiver i forhold til den mest optimale løsning for den enkelte kunde. Desuden yder Sukup Europe sparring omkring projekter i forhold til regler, nødvendige tilladelser, tekniske specifikationer og krav. Når denne indledende fase er tilendebragt, sendes et projektforslag med skitser funderet i de samtaler, som du har haft med virksomheden. Dernæst indgås en endelig ordre, hvor du får tilknyttet en fast kontakt, som står til rådighed ved spørgsmål eller andet. Sukup Europe står også til rådighed, hvis du ønsker hjælp med byggetilladelse inden monteringsprocessen starter op. Afslutningsvis foretages en aflevering hvor alt testes og gennemgås. Og når projektet står færdigt, kan Sukup Europe efterfølgende hjælpe med servicering af dine anlæg.