Tømrervirksomhed med jubilæum og vind i sejlene
Lars S. er tømrermester og ejer af virksomheden tømrermester Lars S. Virksomheden holder 20 års jubilæum i september.
Lars er klar i spyttet omkring styrker og udfordringer:
”Vores styrker er, at vi kan lave alt tømrerarbejde fra erhverv til privat. Og så er vi omstillingsparate, og kan rykke hurtigt ud. Udfordringerne er, at der kommer flere og flere regler og papirarbejdet fylder mere for at drive en forretning i dag. Det kan også være svært at skaffe dygtige folk – de dygtige går ikke ledige i dag. Succesen i firmaet beror på nogle gode ansatte og en god familie i baggrunden, som gør at jeg fortsat har lyst at køre på. Og så er venner, familie og forretningsforbindelser velkomne til 20 års jubilæum/50 års fødselsdag den 13/9 klokken 13.00 på adressen Øster Bisholtvej nummer 5”.
Begrænset kontakt til kommunen
Samarbejdet med Hedensted Kommune fungerer fint. Men som Lars siger, har han ikke prøvet at drive forretning fra andre kommuner:
”Jeg synes godt om at have min forretning i Hedensted Kommune. Når jeg henvender mig, er de gode til at respondere, synes jeg. Jeg har ikke andet end godt at sige om Hedensted Kommune. Jeg deltager i Nytårskuren, men ellers er det ret begrænset. Jeg har ikke prøvet at være i andre kommuner”.
Større kapacitet giver muligheder
Egentlig kørte tømrerforretningen ligeså godt tidligere, da der ikke var ligeså mange ansatte i virksomheden. Men den størrelse, som Lars’ virksomhed har i dag, giver nogle flere muligheder på de store projekter:
”Den forskel, som vi gør for kunderne er troværdighed og høj standard. Et ord er et ord, og vi løber ikke fra aftaler. Vi har en løbende dialog under hele byggesagen fra start til slut. Det er ikke så kompliceret. Vi har ca. 20 mand kørende, inklusiv mig selv, og flyttede virksomheden for 4 år siden til Bisholt, hvor vi har perfekte rammer for at drive firma både for private og erhvervsdelen. Vores firma er bygget på, at vi ikke har værkstedsarbejde. Vi møder op på pladsen fra morgenstunden, og alle mine folk er selvkørende – efter anvisninger selvfølgelig. For 20 år siden startede jeg sammen med min far, som havde en entreprenørforretning og vi kører videre i samme cvr-nummer i dag, men er nu 100 procent tømrerforretning. Det er ikke et must, at man er 20 mand, men vi kan håndtere større projekter med den størrelse vi har nu”.
I den ideelle verden …
Lars er tilfreds med den størrelse, som virksomheden har nu. Han har dog et par ønsker for fremtiden for virksomheden:
”Vi vil gerne have fuld beskæftigelse til alle mand, og en fyldt ordrebog og lidt mere lempelige regler og forordninger, så det ikke er så bøvlet at drive forretning. Jeg har ikke ambitioner om at udvide butikken, men vil gerne beholde det flow vi har nu, og bibeholde den tilfredse kundekreds. Også så jeg ikke mister overblikket, så vi kan blive ved med at være et troværdigt firma”.
Faktaboks
Tømrermester Lars S. startede sin virksomhed i 2004, og har 20 års jubilæum den 1. september. Virksomheden, som ligger på Øster Bisholtvej 5, 7130 Juelsminde, udfører alle typer opgaver fra nybyg over større entrepriser, til udskiftning af tag eller døre og vinduer. Eller sagt med andre ord – alt inden for tømrerarbejde. Lars, som ejer virksomheden, vægter kommunikationen med kunderne højt – det er ifølge ham et stort skridt på vejen mod et godt slutresultat. Tømrermester Lars S. er medlem af Dansk Byggeri og har tilmed en AAA-rating. Virksomhedens arbejde kendetegnes ved kvalitet i løsninger, såvel som i materialevalg. Der er mange kunder som kommer igen, når de skal have lavet mere, og Lars er glad for den type ambassadører rundt i hele landet. Du kan læse mere om virksomheden her: tomrermesterlarss.dk